PSYKOTERAPI

Terapi betyder egentlig forandring.
Psykoterapi betyder: forandring af psyken.

Kender du det:
At ens hoved er så fyldt med tanker at man ikke kan overskue noget som helst?
At sige eet og mene noget andet?
At du er bange for at være gået i stå?
At angst og frygt sidder som en knude i maven?
At man bare kan tænke negative tanker – og ikke handle?
At være usikker på ALT og ALLE?
At være ked af det og trist uden nogen ’gyldig’ grund?
At føle sig magtesløs og uden indflydelse på sit eget liv?

Psykoterapi går dybest set ud på at lære sig selv bedre at kende og at få nogle redskaber til at ændre på de tanke- og handlemønstre som netop du har.

Der kan være mange grunde til at søge hjælp hos en terapeut. Det kan være at du har svært ved at magte hverdagen lige nu, fx skilsmisse, sygdom eller dødsfald i familien, at blive forældre, parforhold eller manglende kæreste, problemer på arbejdet osv.

Men det at få lov til at sætte ord på følelser – og følelser på ord – det er helbredende for både krop og sjæl.

Det kunne også være et ønske om at få hjælp til en mere bevidst personlig udvikling.

Hvad får du ud af det?
I terapien skabes der et rum til dig, for dig, hvor du vil kunne udfolde dig, tænke tanker og stille spørgsmål – kort sagt udtrykke dig uden at nogen fordømmer eller synes du er mærkelig.

Du lærer dig selv bedre at kende, opnår større forståelse af dig selv og dermed kan du skabe den vedvarende forandring, der gør at du udvikler dig hensigtsmæssigt, optimalt og med så stor livsudfoldelse som muligt.

Hvorfor terapi?
Det kan opleves som pinligt at skulle bede om hjælp – men nogen gange er livet blevet sådan, at man har brug for hjælp til at få skabt en forandring inde i sig selv. Terapi er en støtte til at mærke sig selv, det smertefulde, det triste, det sørgelige osv. Det er de færreste af os, der rent faktisk har lært at forholde os til de smertefulde følelser, som livet også indeholder.

Ofte vil og kan venner, familie, kolleger, hjælpe og støtte, når livet er svært – men nogen gange kan de ikke. Så kan det være en løsning at finde én, som kan rumme dig og de tanker og følelser du har – og som har tavshedspligt. For det er jo ikke alt, som nødvendigvis har lyst til at dele med familie og venner.

Terapi kan også bruges som en hjælp til en bevidst personlig udviklingsproces. At dykke ned i sig selv for at finde og genvinde tabte områder – og blive en person, som er mere bevidst om egne styrker og ressourcer.

Hvordan foregår det?
Behandlingen består af samtale om dig og din livssituation.

Samtalen bevirker at der sættes lys på ubevidste følelser, tanker og handlemønstre – og min rolle er at støtte op om processen og hjælpe med at rumme de svære ting.

Terapien vil ofte tage udgangspunkt i nutiden og i de oplevelser du har, og så forsøger vi at afdække dine tanke- og handlemønstre– både bevidste og ubevidste. Ved hjælp af nutiden trækkes tråde tilbage til fortiden – til barndommen – og herved opnås en større og bedre forståelse at dig selv og det unikke potentiale, som netop du indeholder.

Jeg har ingen hurtige løsninger - men jeg kan støtte dig på rejsen og hjælpe dig til at lære dig selv bedre at kende. Kun ved at kende dig selv og finde dine egne svar, kan du skabe en vedvarende forandring i dit liv!

» Læs mere om følelsernes betydning.

Psykoterapi
 
Toppen